Uddannelsen som lokomotivfører hos DSB S-tog ... del 7

Billederne her på siden er lånt fra Mortens Jernbanefotos og www.jernbanen.dk

Den 3. september er det så endnu en gang blevet tid til at skulle ud og køre tog. Igen skulle jeg køre med Henrik, som også var min kørerlærer i første praktikperiode. Så der var jo nok at snakke om, hvad havde vi hver især oplevet i den forgangne måned. Det var også en af de gammelkendte ture der blev startet med - en tur på rundtossen (ringbanen). Det var nu rart at komme ud bag rattet som ikke er der igen :-), men så styrepinden da. De to gange til Ny Ellebjerg og tilbage til Hellerup var lynhurtigt klaret, og pausen gik også hurtigt - der var jo meget at snakke om. Vi fik klaret de sidste to omgange - og så var den dag gået. Dagen efter skulle vi møde "allerede" kl. 13:31 - så det var lige forbi Taxiklubben og få lidt aftensmad, og så hjem og på hovedet i seng.


4. generations S-tog - 2 Litra-SE på rundtossen (ringbanen)

Andendagen startede med en E'er til København H, pause - så en omgang C til Klampenborg retur til Ballerup og så til København H og holde pause. Vagten sluttede med en A+ til Buddinge og så vendte vi og kørte til Køge. Klokken var efterhånden blevet 20:02 og det var fyraften. Endnu en dag der fløj af sted. Jeg nyder at være kommet tilbage og køre. Vi kørte også efterfølgende dag, så en fridag og så en formiddagsvagt.

I den mellemliggende tid havde instruktøren der står for tildeling af kørerlærere lagt besked i mit "dueslag" om, at jeg skulle ud og køre fire dage hos DSB Fremføring, hvilket vil sige fjerntog. Jeg ringede dagen i forvejen og aftalte med kørerlæreren, hvor og hvornår vi skulle mødes. Vi blev enige om, at mødes lidt før, så der ikke var stress på, og så vi kunne få hilst på hinanden og få en kop kaffe i fred og ro.

Vi mødtes som aftalt d. 10 september kl. 06.15 - gaaaab, det er tidligt, men frisk og klar til nye udfordringer er man jo. Det viste sig, at den første tur, skulle være IC Lyn nr. 19 til Århus. Birger, som min kørerlærer de næste fire dage hedder, viste mig tilrette i de nye omgivelser i IC3'eren - Litra MF - som den korrekt hedder. Da det var tid til afgang viste det sig, at der var problemer med togets ene gear, så Birger løb ned og klarede det, og så var vi klar til afgang. Birger viste mig hvordan det skulle foregå, og vi rullede ud af København H. Allerede i Høje Tåstrup spurgte Birger om jeg havde fulgt med, og det mente jeg da nok at jeg havde, så der blev byttet plads, og så sad jeg bag styrepinden i lynet til Århus. Næste stop var Odense. Birger forklarede mig om ATC-anlægget, og de forskelle der er på det og HKT-anlægget som jeg jo efterhånden kender særdeles godt fra S-togene. Den største forskel er efter hvad jeg hurtigt fandt ud af, at man med sådan et tog skal tænke længere frem. Det er langt fra så hurtigt som S-toget i acceleration eller bremser. Der er selvfølgelig ingen tvivl om at det kan bremse ganske voldsomt hvis man ønsker det, men det skal jo også gerne være nogenlunde komfortabelt for passagererne. Men det gik fint derudaf - man kan, hver gang man bliver opdateret af baliserne langs sporet se hvor langt der er frit foran toget, og siger den 4-5 kilometer så er det bare derudaf, men hvis søjlen bliver meget mindre, så skal man til at tage farten af, men heller ikke for meget, for så taber man tid, og der er jo ingen grund til at skulle helt ned og holde stille hvis man kan rulle i stedet. En af de ting der overraskede mig meget, er hvor langsomt sådan et tog er i optrækket, og hvor mange gange det automatiske gear skifter inden man når 40 km/t, men vi kom da til Århus. Under Storebælt, over Fyn med stop i Odense, og så videre over Lillebælt til Fredericia. Herefter stoppes ved flere stationer, nærmest som regionaltog på den sidste del af turen. Da vi nåede Århus, smuttede vi en tur i Bruuns Galleri og fik provianteret frokost som vi indtog i opholdslokalerne på stationen. Der er cirka 1½ times pause i Århus, så går turen tilbage til København som ICLyn 28. Det foregår på samme måde, og turen her forløb også uden problemer.


Litra MF - også kendt som IC3. Sådan en Fætter har jeg nu også kørt til Århus og retur til København H.

Målet med de ture jeg skal køre hos DSB Fremføring er, at jeg skal køre både på togsæt som IC3 og på lokomotivtrukne tog - ME'eren. Og d. 11 september mødtes jeg igen med Birger på Hovedbanegården. I dag skulle vi køre regionaltog til Næstved, med en ME'er forrest. Det er et ordentligt skrummel, og der er en del mere støj en jeg har været vandt til fra både S-tog og IC3. Birger viste mig igen hvordan det fungerer, denne gang skulle vi dog standse i Valby, og allerede her byttede vi så plads. Hvis jeg syntes at IC3'eren var sløv i optrækket, så var ME'eren da håbløs. Fra vi startede fra Valby til vi nåede 100 km/t var vi nået næsten til Brøndby Øster - omkring Glostrup er der en hastighedsnedsættelse som jeg havde checket i La'en, så der var jo ingen grund til at øge farten yderligere, da vi alligevel skulle ned igen kort efter. Vi nåede Høje Tåstrup, og så var det tid til at se om jeg havde fanget alle anvisningerne om hvordan bremsning med sådan en ME'er foregår. Denne maskine kan bremse både elektrisk og med trykluft. Bremsningen foregår med en kombination af disse bremser, og toget var 167,5 meter langt, så vi skulle holde ved et mærke som indikerede dette eller det nærmeste højere tal. Igen er det komforten for passagererne det handler om, så der skal bremses, og bremsen skal være løsnet inden man når mærket man skal holde ved, det lykkedes til alles tilfredshed - jeg fik løsnet bremsen ca. 5 sek. før vi var ved mærket, og toget gled stille og roligt hen og holdt med førerpladsen lige ud for mærket - præcis som det står i bøgerne - voila - man kan vel det pjat :-). Birger mente helt klart at det måtte være begynderheld, jeg fedtede lidt og sagde, at han selvfølgelig havde forklaret alt om hvordan man gjorde på den rigtige måde - men han mente ikke jeg kunne fortsætte på den måde, det var jo første gang jeg prøvede sådan en ME'er.


Litra ME 1501 på centralværkstedet i København - det var ikke her den blev afleveret efter at jeg kørte den, den lever stadig mens vi venter på IC4

Vi nåede Roskilde som var næste stop, og igen - voila - vi gled lige hen og holdt ved mærket. Vi snakkede lidt frem og tilbage om, at det gik rigtig godt, og det var da heller ikke alle stoppene der blev så 100% perfekte som de omtalte - men ingen gange var der nogen panik eller indgriben fra Birgers side. Alle stop blev nået inden for perronerne, så alle døre i toget kunne benyttes, og vi nåede Næstved uden nogen problemer. I Næstved må toget ikke holde i tomgang særligt længe af miljøhensyn, så vi blev afløst af en fører som kørte toget til Lundby og vendte og kørte retur til København. En time senere, og et par kopper kaffe på depotet var det tid til at vi igen skulle køre. Nu var det os der skulle til Lundby og vende, og så retur til København. Jeg ved ikke om man kan sige at det er mere miljørigtigt at køre et tomt tog til Lundby for ikke støje og forurene, end det ville være at blive i Næstved - men jeg tror i ved hvad jeg mener. Men jeg er jo bare en lille brik i det store spil, og som jeg talte med Birger om, hvis man gør som der står i bøgerne, og ikke laver sine egne regler - så hører man ikke fra chefen :-(


Litra ABs - Dobbeltdækker styrevogn, som jeg kørte fra Lundby/Næstved til København H. En helt fin arbejdsplads som jeg godt kunne vænne mig til!

Vi kom tilbage til København. Retur foregik det i styrevognen, som er lidt anderledes i betjeningen. Men igen forklarede Birger så udmærket hvordan det foregik, at det var problemløst. Men som tidligere omtalt, så er der flere ting at tage hensyn til når det er ATC-anlæg - den langsomme acceleration og bremserne som er meget anderledes end på S-togene. Er man 110% på når man kører S-tog, så er man nok 140% på med fjerntog - i hvert tilfælde som jeg ser det. De to efterfølgende dage indeholdt ture til Kalundborg - igen med ME'ere og styrevogne. Men disse to ture var med de gammeldags styrevogne, og ikke dobbeltdækkere som til Næstved. De er meget gammeldags, og jeg kunne forestille mig at det er som at køre en gammel MY'er, bare uden motorstøjen. Støj er der dog stadig rigeligt af - de er bestemt ikke moderne eller komfortable på samme måde som S-tog og IC3. Efter turen til Kalundborg, og retur som tomt tog på fjerdedagen skulle vi rangere ud på depotet ved Belvedere. Det var dog ikke helt problemløst, for da vi skulle aflåse bremsen i styrevognen, så sad jeg med stangen der bare skal løftes nogle centimeter i hånden - den var simpelthen røget ud af ventilen som den har forbindelse med - og så var gode råd dyre. I første omgang meddelte vi FC, at vi blev holdende på spor 1, men efter lidt betænkningstid prøvede vi dog selv at løse problemet. Med lidt snilde fik vi løftet ventilen inde i dybet under førerbordet og låst bremsen af, og så kunne vi gå i den anden ende og rangere stammen ud. Her skulle toiletterne tømmes, vognene afkobles (med den defekte styrevogn) og maskinen tankes. Fejlen vi havde inde på København H. betød intet farligt, toget kunne sagtens bremse, men bremseventilen kunne ikke aflåses på normal vis. Jeg er glad for at det ikke var mit dankort der blev tanket på - den "åd" 3500 liter - det ligner en månedsløn, godt og vel :-( . På turene til Kalundborg fik jeg prøvet både enkeltspor, dobbeltspor, vekselspor, kørsel med- og uden togkontrol, så det blev til mange udfyldte felter i logbogen, som nu efterhånden er godt spækket. Det begynder at ligne noget, og man kan nu se en ende på uddannelsen.


En gammel rød styrevogn - Litra BNs - har prøvet den også - men i "ny" blå bemaling

Det var fire meget lærerige dage på fjernbanen, og med Birger som underviser, så fik jeg rigtig meget ud af det. Nu bliver det spændende at komme til Helsingør d. 19 og 20 september og køre på lokalbanen. Her skal vi prøve at køre på radiodirigerede strækninger. Ud over det, forventer jeg ikke at der er så meget der er anderledes end det jeg allerede har prøvet - men jeg kan jo blive klogere :-). I den mellemliggende tid, så har jeg været tilbage på S-tog sammen med Henrik, hvor der selvfølgelig har været meget at tale om, da han jo også gerne ville høre hvad jeg havde oplevet. Jeg syntes, efter at have prøvet at køre MF'er og ME'ere, at det var meget lettere at køre S-toget - men måske er man alligevel blevet en lille bitte smule bidt af dieselmaskinerne - hvem ved hvor jeg er om 5-6 år ?????

Uddannelsen - del 8