Uddannelsen som lokomotivfører hos DSB S-tog ... del 4

Billederne her på siden er lånt fra Mortens Jernbanefotos

Første praktikperiode - kørsel med S-tog.

Fra d. 11. juni og frem til d. 29 juli handler det om det, som alle vel egentlig har set frem til, nemlig at køre S-togene. Her er dog indlagt plads til ferie, men vi fik at vide fra vores chefer, at hvis vi hellere ville have nogle ekstra køredage, så var det noget som vi kunne aftale. Personligt syntes jeg, at jo mere erfaring, jo bedre. Så jeg valgte at køre sammen med min kørelære i hele perioden. Jeg har jo alligevel fået halveret min arbejdstid i forhold til tidligere - så det er næsten som at holde ferie :-) . Jeg skulle igen køre sammen med Henrik, som jeg også kørte med på introduktionsturen - det er jeg bestemt ikke ked af, da vi som tidligere beskrevet kommunikere rigtig godt. Det er nok ret vigtigt, at man får en kørelærer som man kan samarbejde med, da det bliver til rigtig mange timer sammen i førerrummene i lang tid fremover.


Sidst jeg kørte med S-tog så de sådan ud, og her er trækkraften til regionaltoget :-)

Første dag jeg skulle køre i praktik, var den samme tur vi kørte på introduktionsturen. En tur på rundtossen (eller ringbanen om man vil). Jeg ringede et par dage i forvejen til Henrik, og aftalte, at vi mødtes i Hellerup, hvor vi egentlig skulle starte. Man møder på denne tur normalt i Køge, og kører så med til Hellerup som passager. Henrik fortalte, at man kunne spare meget tid, ved i stedet at køre i bil til Hellerup, og ikke sidde som passager hele vejen fra Køge, og hjem igen når vagten sluttede. Det viste sig at være helt rigtigt, og oven i købet kunne jeg så efter vagten køre ind i Taxiklubben på Birkedommervej og spise aftensmad, og hilse på nogle af de gamle kollegaer - og det er jo altid meget hyggeligt. Den første dag med kørsel gik alt for hurtigt. Når man kører på rundtossen sker der noget hele tiden, der er jo ikke langt mellem stationer og holdesteder - faktisk kan man ofte se den næste perron når man holder. Det er alle tiders øvelse i at accelerer og bremse. Det kræver trods alt noget tilvænning at bremse, så toget holder helt rigtigt hver gang, så nogle ture på rundtossen er nok godt under uddannelsen. Det skulle vise sig, at intet kørte normalt på rundtossen denne dag. Det var højt solskin (en af de få dage denne sommer), så der var solkurver - vi skulle over og køre ad venstre spor mens sporet blev repareret. Man kan sige, at jeg blev kastet ud i uregelmæssigheder med det samme, men ingen sved på panden - der sad jo en erfaren kørelærer ved siden af. 
Henrik talte med FC (fjernstyringscentralen), og vi fik ind- og udrangeringer. Vi var efterhånden blevet stærkt forsinket på grund af de varme skinner og senere afrensning af graffiti på strækningen. Jeg syntes det var et mærkeligt tidspunkt at blokere for kørsel, når vi i forvejen var stærkt forsinkede - men det er en af de ting man må acceptere, og som man ikke kan gøre noget ved. Men det gav os da en masse tid til at tale om toget og opbygningen af det. En 59-tur, som sådan en rundtossetjeneste hedder indeholder ikke meget kørsel, når man møder i Hellerup som vi gjorde - to gange fra Hellerup til Ny Ellebjerg og retur, så en pause og så endnu to ture ned og op til Hellerup igen - så er der gået godt 7 timer i følge planen - og hvis alt havde kørt som det skulle, så havde vi kørt tog i maksimalt 3 timer - det er da lige til at holde ud :-)


4. generations S-tog dobbelt Litra-SE til Klampenborg på vej mod København H.

Anden køredag bød på nye udfordringer. Jeg skulle møde i Køge kl. 18.24, og så checker vi ind på computeren og får vores arbejdsseddel. Her kan man så se hvad der skal køres. På grund af det store sporarbejde på Køge Bugt banen, så kørte man på "gule grafer". Gule grafer betyder, at der er afvigelser i forhold til de normale ture, som man er nødt til at indføre for at få det til at hænge sammen. Men denne dag skulle vi ud og køre på Køge Bugt linien. Det er ganske rart, at de da der skulle fordeles elever og kørerlærere, at man fra DSB's side, faktisk har kigget på hvor folk bor, og hvor deres kørerlærere har depot. Det er jo meget nemmere for mig, at møde i Køge, end at skulle hele vejen ind til Hovedbanegården om morgenen. Nå, men jeg havde som sagt ikke kørt med tog i mange år, så strækningen kendte jeg ikke meget til, selvom jeg gennem mange år boede i Karlslunde, så man skulle lige finde holdestederne, det nytter jo ikke at man kommer til en perron med over 100 km/t, så når man ikke at standse. Omvendt nytter det heller ikke at køre 50-60 km/t, for så bliver man meget forsinket. Jeg kiggede dog lidt på togets FOCON-computer, som viser kørerplanen - man kan jo nogenlunde se, at hvis der er to minutter mellem stationerne er der ikke så langt imellem dem, som hvis der er fire minutter - det gav noget at rette sig efter. Der er mange ting at holde øje med i sådan et tog, i hvert tilfælde når man ikke har prøvet det før. Men dagen bød på en linie A+ som vi skulle køre fra Køge til Østerport, hvor vi går i den anden ende af toget, og så kører vi retur til København H og bliver afløst - tid til en pause, og se lokalerne på København H. Vi havde godt nok været inde og se lokalerne på fjerdedagen i uddannelsen, men der er mange kroge og etager på København H, så det var bare med at holde øje med min kørerlærer, for ikke at blive væk :-).

Efter pausen bød dagen på en tur til Hillerød. Ud og se med DSB, igen en strækning jeg ikke havde set før - så man er 110% på når man køre toget. Det kan godt virke som om vi ikke laver meget, men når man er på, så er man meget på - der er mange ting at holde øje med, specielt når man ikke har kørt på strækningen ret mange gange. Turen til Hillerød byder på kørsel på ydre signaler fra Lyngby og nordpå, hvilket betyder, at der ikke som på de andre strækninger på S-banen vises den hastighed der må køres med i førerrummet. Jeg er som sagt glad for at køre med Henrik, som hele vejen forklarer hvad man skal være opmærksom på de forskellige steder, og at der måske længere fremme kommer en hastighedsnedsættelse eller at den næste perron ligger lige rundt i en kurve - og at man først kan se den i sidste øjeblik. Man finder også ud af, at der mellem nogle holdesteder er god køretid, så der ikke er grund til at køre med den maksimalt tilladte hastighed, men at man f.eks. kan accelerere til 50-60 km/t, og så lade toget rulle resten af vejen. Ellers ender det med at man holder ved den næste perron i op til et minut, hvilket føles som meget lang tid, specielt for passagererne.


4. generations S-tog - 2 Litra-SE ved Herlev Station

Når vi kører, så må vi ikke afgå før tiden, så derfor er det også meget vigtigt at man har et ur der går præcist. Er vi derimod bagud, så skal vi forsøge at indhente den tabte tid. Selvfølgelig skal alle sikkerhedsregler overholdes, men så kan man f.eks. indhente den tabte tid på nogle af de strækninger der som tidligere omtalt har god køretid. Er man 3-4 minutter bagud, så kan man som regel indhente den tid på 3-4 holdesteder. Det er noget af det, der kommer med lidt mere erfaring, og ro når man kører. En af de ting, som jeg også godt kan lide ved at køre med Henrik er, at han dag for dag har givet mig flere og flere af de opgaver der hører med til jobbet.

Uddannelsen - del 5