Uddannelsen som lokomotivfører hos DSB S-tog ... del 10

Så er vi alle sammen tilbage på skolebænken igen. Ingen er blevet skræmt af de nye udfordringer vi blev udsat for i anden praktikperiode - kørsel hos DSB-fjern og Lokalbanen, og så en masse med S-tog.

Første dag - fredag d. 5 oktober handlede om elektriske systemer !!! Jeg tror nok at alle havde en anden idé om undervisningen end læreren. Personligt føler jeg det som endnu en gang spild af tid. Det var fysikundervisning på folkeskolens 6-7 klasses niveau. Vi skulle lære om elektroner, ohms lov, om parallel og seriel forbindelse af små elektriske pærer. Det er lidt svært at tage undervisningen seriøst, når man er i besiddelse af et svendebrev som elektriker, og en amatørradio-licens.

Mandag var heller der heller ikke meget udfordring i, her skulle vi så prøve at måle på modstande i serie og parallel - wooowww - hvor stor er modstanden på to serieforbundne modstande på 1kohm, og hvor stor er modstanden i de samme modstande når de forbindes parallelt - stuuuur udfordring. Det er selvfølgelig ikke alle på holdet der kommer med en elektrikeruddannelse, men de fleste kunne dog godt huske tingene fra fysiklokalet. Vi skulle herefter regne på forskellige forbindelser af samme type som de før omtalte, og det gik så resten af dagen med.

Hvad vi lige skal bruge det til, som lokomotivførere, det er lige så svært at se for mig, som for alle andre på holdet. Vi bliver formentlig ikke udsat for at skulle måle særlig mange ting på togene fremover. Som jeg tidligere skrev, så er det nok heller ikke den store koncentration vi har på sådan en type undervisning lige i øjeblikket, da det er i slutningen af denne skoleperiode vi skal til mundtlig prøve i sikkerhed (SR) - og det er formentlig her folk lægger mest vægt på undervisningen.


Nogle af de gamle 2. generations S-tog - klar til ophugning

Dette fik vi også bekræftet i dag, da vi igen skulle undervises af Torben, vores tekniklærer gennem de seneste godt fem måneder. Han er udmærket klar over, hvad vi fokusere mest på i øjeblikket, hvilket han også startede dagen med at gøre opmærksom på. Men alligevel forstår Torben at gøre undervisningen væsentlig mere spændende en de to foregående dages undervisning. Vi blev ligeledes beroliget med, at der inden teknikprøven, som ligger i næste skoleperiode er rigeligt med tid til at repetere de ting vi allerede har været igennem.


Måske denne køreplan skulle genindføres, den er da til at finde ud af :-) - den er fra 1949 !!!

Efter en kort snak om, hvad vi havde oplevet i praktikperioden, så var det tid til undervisning i de forskellige el-systemer der findes på tog - og det var væsentlig mere oplivende end de tidligere dages snak, om bl.a. energipærer og elektroner. Det var undervisning om både 1,5kV, 25kV og styrestrøm på ME-lokomotiver og elektriske togsæt. Der mangler dog noget opdatering af undervisningsmaterialet, da der ikke er nogle diagrammer der beskriver opbygningen af el-systemet på de nye S-tog. Den undervisning vil ligge senere i uddannelsen, hvor det kommer til at handle om S-tog generelt. Vi fik også talt en del om de forskellige traktionssystemer der anvendes på de forskellige materieltyper - også denne del af undervisningen var noget alle kunne følge med i - hvis der er nogen som stiller spørgsmål, så er Torben også i stand til at besvare dem, ellers ved han hvor han kan undersøge det, og så har han som regel svaret dagen efter - nok også en af de ting der gør det mere interessant.

Vi skal også de næste dage høre mere om teknikken, og så er det tid til efterårsferie. Når vi så vender tilbage, er det tid til sikkerhedsundervisning - så der skal slappes af i ferien, og lades op til fuld koncentration.


Stop og ryk frem

Fortsættelse følger ...

Uddannelsen - del 11